New Zealand - søndag den 20. januar 2013

Fra Waitomo til Pukekohe (med et par vandreture undervejs)

Tilbage

Vi vågnede op til en grå dag med lidt let regn i luften. Morgenbadet blev overstået og som sædvanlig havde de andre kreeret morgenmad med youghurt, mælk, juice, brød, blødkogte æg og kaffe. Det var super. Min rolle i ”spillet” var at tage opvasken – i dag sammen med H.C.

Dagens første vandretur var efter anbefaling fra campingpladsens reception. Der skulle være en flot vandretur i nabolaget og vi kørte ud til stedet. Ruakuri bushwalk var en 30 minutters vandretur i tæt bevokset skov med pandekageklipper og klippehuler. Det var en flot anlagt sti, som man møjsommeligt havde anrettet på klipperne. Flere steder gik man på en gangbro med udsigt lodret, mange meter ned i en flod. Mens pigerne var ved at undersøge et hul i en klippevæg, ændrede vejret sig med et. Skyerne forsvandt og solen kiggede frem fra en blå himmel. Da kunne man tale om, at skyerne forsvandt som dug for solen ☺

Næste punkt på dagsordenen lå ikke helt fast, så vi kørte af sted uden at vide hvorhen. Marie arbejdede på højtryk med at finde interessante steder. Vi endte i første omgang i Hamilton, hvor vi havde fundet adressen på en, der arrangerer ture med varmluftsballon. Det lykkedes os at lokalisere vejen men vi fandt ikke frem til arrangøren, så den plan blev opgivet. Det var i et kvarter med store, flotte huse med udsigt over en sø. Her holdt vi pause, for at spise frokost, en sandwichbolle med salat, spegepølse, løg, agurker og ost. Det var med at holde fast på maden, for fugle, ænder og kiwifugle flokkedes tæt om os. Det var tydeligt, at de var vant til at blive fodret. Flere gange mens vi spiste, kom der folk ned, for at fodre dem. Og vi havde også nogle skiver toastbrød, der var blevet for gammel. Dem smed H.C. ud til fuglene og hver gang var der en kort, intens kamp til vinderen fløj af sted med en hel skive brød i næbbet.

Det var meningen, at vi skulle kigge lidt på forretninger i Hamilton city men byen så meget død ud. Der var ikke mange butikker, der holdt åbent om søndagen. Så Marie måtte i gang med at planlægge næste destination. Vi var dog enige om, at vi skulle mod Auckland, så retningen var kendt. I Ngaruawahia fik vi benzin på og en is. Mens de andre tankede op og handlede ind, opdagede jeg, at BP-stationen havde trådløs internet. Så var der lidt tid til, at få tjekket mail. H.C. mente, at ølbeholdningen var lidt lav, så han købte 4 ingefærøl. Han mente, at de var stærke. Der stod 8 % på etiketten. Men det var vist mængden af ren ingefær, for øllet var alkoholfrit.

Tæt på var der en vandretur (Hakarimata walkway). Der var faktisk flere ruter men kun en enkelt af ruterne synes at passe på os. Det var en tur til toppen af Hakarimata bjerget. Turene angives både i længde og i tid og tiden er væsentlig, for det tage forholdsvis lang tid at gå en kort rute. Vores rute til toppen var 2 km. lang og sat til at tage 90 minutter.

Afsted det gik ind i skov, hvor bevoksningen mindede om det, vi havde set på andre vandreture. Der var dog en ekstra kulisse på denne tur. Et meget gammelt, bredt og vanvittig højt træ tårnede sig op ved siden af stien. Det var så højt, at det slet ikke kunne fotograferes. Straks efter gik det opad og jeg skal hilse og sige, at det gik opad. Der var trapper og trapper, så det blev en hård tur, hvor vi var nødt til at holde pauser undervejs. Belønningen kom i form af en fin udsigt fra et tårn på toppen af det 374 meter høje bjerg. Selv om der var lidt dis i landskabet, kunne man se meget langt til alle sider og med byen Ngaruawahia som nærmeste kulisse. Turen ned af bjerget gik af samme vej men det var noget lettere at gå ned af de fint anlagte trapper. Alt i alt skulle vi nok prøve at undgå disse ture til toppen af bjergene. Det er en drøj omgang og der bliver for meget fokus på, at komme op og ned igen.

Det var ved at blive hen på eftermiddagen og vi skulle på jagt efter et overnatningssted. Det skulle jo helst være lige så godt, som det vi havde haft ved Lake Taupo. I første omgang kørte vi fra hovedvejen ved Huntly, for at afsøge et område med et par søer. Det endte med at være en fuser, for alle veje endte blindt og ingen førte ned til en sø. Vi fortsatte op af hovedvejen mod Auckland og med yderligere et par afstikkere, nåede vi til byen Te Kauwhata, der også havde en stor sø i nabolaget. Denne sø jagtede vi helt rundt om, for at finde en holdeplads. Men der var ikke skyggen af et sted, vi kunne parkere. Hele vejen rundt, var der marker med hegn rundt om og ingen steder kunne vi parkere. Solen var ved at gå ned og vi begyndte at blive lidt trætte af denne søgen.

Vi nåede helt rundt om søen og tilbage ved en afkørsel, som vi tidligere havde været ved (ved Ohinewai). Så ændrede vi taktik og kørte benhårdt efter en campingplads nordøst for Pukekohe. Inden vi nåede til byen, var det blevet mørkt og så blev det svært at se skilte mod parkeringspladsen. Efter lidt køren frem og tilbage, endte vi på en stor parkeringsplads, der viste sig at ligge tæt op af en jernbanelinie. Men det blev vores destination for natten. Vi var trætte og klokken nærmede sig 22, så det måtte være OK.

Der blev hurtigt tilberedt en omgang cajun kylling og majs. Det smagte som sædvanligt supergodt, selv om vi var lidt matte i sokkerne. Et glas vin og en drink hjalp lidt på det. Men pludselig var klokken mange og vi kravlede til køjs. Lidt spændte på, hvad det var for en parkeringsplads, vi havde lagt os til rette på. Måske var den fyldt med biler næste morgen, for det kunne se ud som om, der var en virksomhed i hver ende af pladsen.

Natpisserne mødtes meget pludselig ud på natten. Det var kun Kirsten, der glimrede ved sit fravær ☺